mandag den 30. december 2013

Juletræstæppe



Så blev det endelig færdigt, det juletræstæppe der har været undervejs i 2 år! Og jeg nåede det inden juleaften!
Det er lavet efter mønstret til juletræstæppet i Lene Speich og Jane Sands bog "Sy patchwork", omend det har et helt andet udtryk, da stofferne ikke er de samme. Egentlig syntes jeg, at der havde sneget sig for meget lyst stof ind, men jeg må sige at det ser rigtig fint ud når først træet kommer på - det bliver en fin kontrast til træets farve. Kvadraterne i midten er 20x20 og dem i kanten er 10x10. I hjørnerne er der applikeret lyse hjerter (med vlisofix).
Da jeg havde syet patchworkstykket lagde jeg det sammen med en tynd quiltevat og et beigefarvet bagstykke og med hjælp fra en limspray, som forsvinder i vask, blev lagene holdt fint sammen og var nu klar til quiltning. Jeg fandt en quiltetråd der skifter mellem præcis de farver der indgår i tæppet og det giver en fin effekt. Afslutningsvis skar jeg tæppets kanter til med en rulleskærer og satte kantebånd på. Det er lavet efter vejledningen i bogen.
Så selvom jeg har ændret smag på de to år jeg har været i gang - jeg ville nok have valgt nogle andre stoffer i dag - så er jeg nu egentlig ganske godt tilfreds med resultatet.




Stoffer købt hos Speich Design i Lyngby og Stjernestoffer på Frederikssundvej og tråden fandt jeg i Patchworkbutikken i Køge.

onsdag den 4. december 2013

Puder med broderi fra Fru Zippe


Her i efteråret har jeg syet disse to puder med broderi fra Fru Zippe. Fru Zippe har mange forskellige broderikits. Jeg faldt for "Valmue 2" og "Pære". Det var egentlig meningen, at jeg selv skulle forsøge mig med at brodere, men det endte med at min mor gik i gang. Hun havde det ligesom i fingrene fra barndommen :-)
Så var 2 generationer i gang. Og med arvegods, i form af vliseline, fra min mormors sygemmer til at stivne pudens forside af, der hvor broderiet skulle sidde, var 3 generationer med og puderne fik en ekstra affektionsværdi. Svigermormor satte prikken over i'et. Hende har jeg arvet anoraksnor fra til at lave tittekanterne. De er i øvrigt lavet med hjælp fra Marapytta, LaRaLiL og denne her blog.




Stofferne er fra Speich Design i Lyngby. Det kan anbefales at tage derud, hvis du søger vævet bomuldsstof i en helt bestemt farve og i god kvalitet. De har både metermål og fat quarters (50x55 cm)




Den øverste pude er syet først og her valgte jeg at placere tittekantens "møde" i selve hjørnet. På den nederste valgte jeg at rykke den ned under puden og synes faktisk det fungerer bedre og så er lynlåsen vendt om og jeg har fået den mere usynlig, så den er jeg vist mest tilfreds med.

tirsdag den 3. december 2013

Sy til din baby #9: Uro med filtdyr

Her på bloggen fortsætter "sy til din baby". Det har været svært at nå at lave alle indlæg i løbet af november, så de kommer med lidt forsinkelse. Her vil jeg vise en uro med filtdyr. Det er en blanding af dyr, som jeg har tegnet med hjælp fra billeder fundet på nettet og motiver fra Stof 2000 og de er syet i filt. Til at give dem lidt fylde har jeg brugt vatrondeller. 




Selve ophænget er købt i Netto for laaang tid siden og det fungerer ganske godt efter at jeg fik sat lidt ekstra vægt på, i form af nogle perler, så alle 4 "hjørner" vejer lige meget.
Uroen var rimelig urolig da den skulle fotograferes, men her er resultatet:




Filtkuglerne er fra Søstrene Grene.